Tirsdag d. 25. august 2009 af Helle Fjord
Michael Falch solo
Michael Falch har henrykket både anmeldere og publikum på sin seneste turne. Nu drager han på soloturne. Oplev ham i Svendborg Teater den 16. november kl.20:00.
Michael Falch har aldrig været bedre end nu. Han viste det, da han i vinteren 2009 drog med Poul Krebs ud på en eksklusiv turne, der var udsolgt øjeblikkeligt, og som blev en dundrende succes. I årene umiddelbart før, var det et elektrisk samarbejde med bandet Boat Man Love, der fik væggene til at vibrere af vellyd.
KØB BILLET HER
Nu er Michael Falch endnu engang på vej ud for at møde sit publikum. Denne gang har han sin akustiske Martin-guitar med sig, klar til en bevægende solooptræden, hvor vi vil få et genhør med klassikere som ”Mød mig i mørket”, ”Superlove”, I et land uden Høje Bjerge”, og en række andre kendte, såvel som mindre kendte sange, der bevæger sig rundt i tilværelsens spændingsfelt.
Michael Falch er nu rundet 52 år og har vist, at han mestrer både det rå, det vilde og den mere rolige akustiske dybde, når han i hyggelige rammer i Svendborg vil levere en intens solokoncert. Publikum på udvalgte festivalscener oplevede Michael Falch solo, og dette fik anmelder Simon Staun fra Fyens Stiftstidende til at skrive disse ord:
”Så godt har han da aldrig sunget i radioen, tænker jeg og noterer, at den akustiske guitar går lige i mellemgulvet. Fascinerende, at én mand og én guitar på den måde kan fylde et enormt telt med vellyd.
Jeg føler, at jeg bevæger mig ind under huden på troubadouren. Og da han synger "Der er ikke noget at være bange for" i sangen "Den Eneste I Verden", sker det, der ikke må ske. Jeg græder. Jeg står simpelthen med min blok i hånden og græder sagte tårer. Sådan skal musik mærkes. Helt derinde, hvor det både gør forbandet ondt og banker befriende af glæde.
Når en mand kan skrive linier som: "Ka' jeg drømme, at du lægger dig/ som solskin mod min hud", så er der vist ikke brug for flere ord.”
Del på Facebook