Violinisten fra Maastrict får æren for at have genoplivet valsen. Og for at bringe sin musik ud til en meget bredere modtagerskare, end violinister normalt spiller for. Rieu er med andre ord populær over hele verden og gør sine koncerter til en fest, hvor publikum sjældent sidder ned under hele koncerten. Han inddrager sine musikere i festen, og de snupper sig gerne en lille vals undervejs eller rejser sig og klapper taktfast sammen med publikum.
André Rieu’s popularitet strækker sig fra Amerika over Europa til Japan og også i Australien, hvor 38.000 begejstrede fans oplevede ham i Telstra Dome i Melbourne i 2008, med en scene, der bl.a. rummede en kopi af Slot Schönbrunn. Flere af hans koncerter er bredt ud til det store publikum via Public Broadcasting Service television i både England og USA.
Musikerne på scenen er klædt i fantastiske kostumer og der er kræset om kulissen, men musikken er naturligvis det bærende element til Rieu’s koncerter, og her er det tydeligt, at Rieu er blandt verdens bedste violinister, når han folder sig ud med sin 1667 Stradivarius. Samtidig er spilleglæden altoverskyggende, og publikum danser gerne med, når der bydes op til Zorbadans.
André Rieu er født ind i en musikalsk familie og fulgte i familiens fodspor, da han som femårig greb violinen og gjorde den til en stor del af sit liv. Men i stedet for at bruge sine evner på den mere elitære klassiske musik, valgte han at bruge sit talent på valsen, og dermed ramte han lige ind i hjertet på publikum over hele verden.
Rieu og hans orkester har vundet flere priser, bl.a. har han vundet to World Music Awards, ligesom hans indspilninger har indbragt guld og platin i mange lande.