
I starten af 2009 var Michael Falch og Poul Krebs for første gang på turne sammen som duo – og resultatet var et sandt triumftog, med både udsolgte huse og stående ovationer overalt hvor de to kom frem.
Nu er Falch & Krebs så igen klar til at drage Danmark rundt i hinandens selskab. Bevæbnet med akustiske guitarer, mundharper, stemmer, massevis af gode historier - og ikke mindst en lang række fornemme og slidstærke sange fra to af de bedste kataloger i Danmark, kombineret med helt nyt materiale fra begge de populære sangere.
Michael Falch udsender 18. januar 2010 soloalbummet ”Fodspor i Havet”, lavet i samarbejde med Lars Skjærbæk. Det er Falchs første album med nye sange på gaden siden ”Sang til Undren” fra efteråret 2007 – og førstesinglen ”Trækfugle” er allerede i rotation på bl.a. P4.
Poul Krebs udgav i foråret det meget roste og guldsælgende album "Angeleno Road - Lige ved siden af virkeligheden", der bl.a. indeholdt nye hits som "Smiler din sol", "En dag som i dag" og "Helmand Blues".