Om os

Koncertbureauet JVB LIVE er Fyns største koncertarrangør med mange år på bagen. JVB begyndte i 1989 og blev en del af Odense Sport & Event i december 2006.

JVB arrangerer overvejende koncerter i Odense. De faste spillesteder er her Magasinet, Odense Idrætshal, Odense Koncerthus og Sparekassen Fyn Arena – til udendørs arrangementer anvendes amfiscenen i Den Fynske Landsby, Engen ved Fruens Bøge og amfiscenen ved Brandts Klædefabrik samt Tusindårsskoven i Odense.

JVB har gennem årene præsenteret et utal af navne på de forskellige spillesteder, især mellemstore og store danske bands. Kim Larsen, TV2, Rasmus Seebach og mange flere er næsten faste inventarer på JVB’s program. Store danske rocknavne som Nephew, Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D og VOLBEAT har også gæstet JVB's koncertsteder.

Også udenlandske kunstnere har gennem JVB fundet vej til Odense og Fyn. Således har folk som Joe Cocker, Simply Red, Bob Dylan, Sting, Status Quo, Tom Jones og Roger Waters og Leonard Cohen alle optrådt på fynske scener, arrangeret af JVB.

Af de helt store koncertoplevelser tæller JVB LIVE den udsolgte koncert med Elton John på TREFOR Park (Tidligere: Fionia Park) i 2007, mens den foreløbige kulmination på rækken af top-navne blev nået med netop danske VOLBEAT, der samlede flere end 35.000 fans fra hele verden, i en totalt udsolgt Tusindårsskoven i 2015.